Jeg har mødt flere fotografer som søger over i kunstverdenen. Naturlig udvikling eller strategisk karrierevalg ?
Jeg erkender at jeg nu bevæger mig ud på tynd is for jeg VED det ikke men det er en tanke jeg har fået:
Er der tale om naturlig udvikling eller strategisk karrierervalg (eller bare total overvurdering af egne evner ?) når jeg ser flere fotografer begynder at kalde sig kunstnere og søge ind på gallerier ?
Det er en tendens jeg har set flere steder og jeg kunne godt være meget specifik men jeg ønsker ikke at skrive det her. Af flere årsager: jeg kan tage helt fejl i mine antagelser og jeg ønsker på ingen måde at hænge nogen ud. Det vil ikke være fair på noget plan. Og lige for at være helt klar: der er INTET forkert i at søge hen et andet sted.
Jeg opfatter at nogle fotografer føler de har været der. At de ikke kan komme længere og derfor søger over i kunstverdenen. Som musikerer der søger til filmen (fx Elvis) , bliver fotografer (fx Bryan Adams) eller kunstmalere (fx Kasper Eistrup)
Jeg opfatter også, at nogle fotografer ikke mere er så efterspurgte som fotograf som de har været, at det er svært at tjene en dagsløn ind og derfor synes kunstgalleriets prisniveau er tillokkende.
Alle søger vi anerkendelse for den vi er og for det vi gør. At udstille på en museum eller et anerkendt galleri er netop det: anerkendelse (som KAN udmønte sig med smør på brødet)
Selv har jeg udstillet et par gange men jeg bilder mig ikke ind at mit fotografi er stor kunst. Derfor hed en udstilling “Elementært” – for det var det det var. Elementært godt fotografi. Men det giver et kick at udstille !
Langt de fleste fotografier pakker vi fisk ind i imorgen som en ven så klart udtrykte det. Det er ikke kunst men derfor kan det godt være spændende og interessant fotografi. Eller bare godt håndværk.
Er der en konklusion på “Naturlig udvikling eller strategisk karrierevalg for fotografer ?” spørgmålet ?
Ikke en entydig…