Det spørgsmål har jeg tænkt over i et stykke tid. Det er tanker jeg gerne vil dele med dig. Du behøver bestemt ikke være enig !
Og det kommer jeg til at gøre over en række forskellige indlæg.
Spørgsmålet “hvad skal vi med fotoklubber?” er sat igang af en lang række faktorer og samtaler jeg har haft med andre gennem tiderne.
Her får du del 3:
Mange kommer for det sociale
Mange vil ikke erkende det for det lyder måske ikke særlig smart. Lidt ligesom at det er lidt usmart at sige “jeg er 25år år og jeg går til bingo een gang om ugen”.
Mange kommer for at være sammen med nogle “gutter og guttinder”. Jeg har på et tidspunkt været med i en fotoklub hvor mange medlemmer slet ikke havde et kamera og hvor aftenens højdepunkt var kaffen og ostemaden. Hvor folk livede op når “programmet” var slut og de blev hængende over kaffen/øllen/sodavanden til på en anden side af midnat.
Det blev jeg træt af….men jo fair nok at nogle vil det. Jeg skal bare ikke være med.
Hellere satse på et godt program
Rigtig mange mennesker oplever at have en hektisk hverdag og for mange kan det at gå fast til noget godt virke uoverskueligt. Mange klubber mødes een gang om ugen.
Men hvorfor det ?
Jeg har selv været med til at starte en klub op og der var holdningen at man skulle mødes en gang op ugen for at være en “rigtig” klub….
Hellere få indhold og kvalitet ind i programmet end at skulle mødes hver onsdag.
Prøv at tænke på at en instawalk i København kan samle 100 mennesker. Der er intet program: ”Vi mødes kl. 19:00 under uret”.Hvor mange mennesker er det lige, der kom til det seneste arrangement i din klub ?
No strings attached ? For mange er det svært skulle komme i en klub hver uge. Og helt dumt bliver det hvis der bliver set lidt skævt til en og man bliver udråbt til “månedens gæst” når man ikke har været der nogle uger eller får en SMS fra klubben “hvor bliver du af?!”